Coast (UK)

Musikforeningen www.branderocker.dk har sikret midtjyderne en spændende koncert, når det Britiske Folk – rock band Coast, kommer til landet.

Det britisk baserede rockband, Coast, varsler byger af hits, en tsunami af højenergisk rock og en støvregn af traditionel keltisk folk, når de 9. oktober gæster Branderocker i Remisen. I oktober måned tager bandet på turné fra kyst til kyst i Danmark. I 2019 gjorde Coast en lignende turné, den gang var det bandets 10 år jubilæumsturné hvor også nyt materiale blev udgivet.

Coast blev dannet i Southampton i 2007 af brødrene Paul Eastham og Chris Barnes, der trådte deres barnesko i et musikalsk hjem på den lille skotske ø Benbecula på Hebriderne. Her forekommer ofte et helt særligt vejrfænomen, nemlig thundersnow.

Frontmand og sangskriver Paul Eastham er ikke hr. hvem-som-helst. Han har tusindvis af koncerter i mange forskellige lande bag sig. Han begyndte at spille klaver allerede som 12-årig og er klassisk trænet pianist. Senere kastede han sig over at skrive og komponere musik. Paul Eastham har siden skrevet sange og musik med mange kunstnere, bl.a. skrev han sammen med den populære engelske sangerinde Duffy, tre numre til hendes debut EP-udgivelse, der gik nummer 1. på hitlisten i Wales.

Med tre album, flere EP'er og masser af britiske, europæiske og skandinaviske koncerter i bagagen, har Coast positioneret sig som et etableret, anerkendt og sammenspillet band. Deres iørefaldende musik har fået airplay på bl.a. BBC, P4 og P5.

Også danske spillesteder og festivaler, som fx Tønder og Strib Festival, har flere gange haft besøg af Coast.

Coast består af:
Paul Eastham, vocals, guitar, piano
Chris Barnes, percussion, backing vocals
Andy Murray, electric guitars and backing vocals
Finlay Wells, Electric and acoustic guitars
Dave Williamson, Bass
Matthias Lassen, Drums