RemisenBrande

NÅR ØJEBLIKKE SKABES
i et unikt og rustikt hus

RemisenBrande er et helt særligt sted, hvor mennesker samles, og hvor øjeblikke skabes i de både historiske og inspirerende kulisser.

Her hersker en smuk og ganske speciel stemning, som passer til ethvert selskab eller arrangement. Der favnes bredt over kunst, musik og kultur i stærk forening med private arrangementer, kurser og konferencer – og hvad enten dit besøg er af den ene eller anden karakter, så bliver du altid mindst én god oplevelse rigere.

RemisenBrande er også erhvervslivets mødested, hvor visioner, ambitioner og erfaringer både skabes og udveksles. Hvor der inspireres, og hvor der altid er god plads og højt til loftet.

Stedet emmer af liv, fortællinger og virkelyst, og med en stor lokal forankring er det stærke fundament for fremtidens øjeblikke skabt.

Remisens historie

I 1909 barslede Jernbanekommisionen med idéen om at føre jernbanen igennem Give, Brande og Herning. I 1912 blev bygningen af banen påbegyndt, og den 1. januar 1914 var man klar til at modtage det første tog i Brande.

Samtidig med etableringen af jernbanen påbegyndte man i 1913 bygningen af Remisen. Den blev bygget med 8 spor, senere blev den udvidet til 14 spor.

Remisen var stedet, hvor lokomotiverne var opstaldet og repareret. Der var altid liv i Remisen med 14 lokomotiver under damp, og med at holde gang i reservelokomotivet, så det kunne rykke ud i tilfælde af sammenbrud på ét af lokomotiverne. Endvidere skulle der altid være et lokomotiv parat til at rykke ud med hjælpe- og ambulance beredskabet, som fandtes i Remisen helt frem til midt i 50'erne. Der var tale om en ambulancevogn med operationsstue og det hele.

I begyndelsen af 40'erne da der for alvor kom gang i brunkulsbrydningen, kom der rigtig gang i remisen og hele det liv, der udspillede sig omkring jernbanen i Brande. Det blev en meget travl periode med åbningen af lejerne i Søby og omkring Brande. Man åbnede sidespor til Gejlbjerg, i det hele taget medførte brunkullene en enorm aktivitet på Brande Station og i den øvrige del af byen.

På et tidspunkt var der over 200 kørende lokomotivpersonale i Brande, dertil kom ca. 80 mand i Remisen. Desuden var der et stort togpersonale på stationen, så i den periode var der omkring 500 ansatte hos DSB i Brande.

Som nævnt var der liv i Remisen døgnet rundt, men i disse år var det særlig hektisk. Et eller flere lokomotiver var altid under forberedelse. Lokomotivfyrbøderne forberedte fyret, smurte alle maskinens bevægelige dele. Han skulle samtidig efterse beholdningen af kul, vand, olie og sand.

Remisen i Brande var i mange år hjemsted for en lang række damplokomotiver, men fra midt i 50'erne begyndte DSB at nedtrappe brugen af disse lokomotiver. Det sidste damplokomotiv i køreplanen, kørte i 1969. Et par år efter krigen kom der stagnation i brunkulsproduktionen, og langsomt forsvandt aktiviteterne i forbindelse med Remisen. I perioden fra 1949 til 1971 kom der således ingen nye lokomotivfolk til Brande, der var lutter afgang.

I 1971 blev Remisen lukket, dog havde en rangermaskine stadig hjemme her. Den fik lov til at blive nogle år, men lidt efter lidt ebbede aktiviteterne helt ud. Dermed var en spændende æra i DSB's og Brandes historie slut. Men efter restaureringen kom den gamle remise atter til at danne rammen om en ny og ganske anderledes æra i Brandes historie.

Foreningen Kulturremisen

I 1990 tog en gruppe "branditter” initiativ til at bevare den gamle Remisebygning i Brande, der var i dårlig stand – og tankerne om nedrivning blev luftet. Set i lyset af dette blev der arrangeret borgermøder samt en idékonference med kendisser fra kulturlivet udefra, heriblandt præsten og forfatteren Johannes Møllehave, for at få nogle ideer på bordet vedrørende fremtiden for den gamle bygning. Men det var oplægget ”Drømmen på perronen” af daværende sognepræst Arne Ørtved, der lagde grunden og inspirationen til det videre arbejde.

Dette førte til oprettelsen af Foreningen Kulturremisen, der, fra 1990, bestod af ildsjæle og frivillige, der arbejdede aktivt for bevarelsen og genopbygningen af RemisenBrande.

Foreningen Kulturremisen viste sig dog hurtigt at have langt mere vidtrækkende karakter, da formand Birgit Vinge med sin idérigdom igangsatte mange og spændende projekter. Her kan eksempelvis nævnes det EU støttede Jazz-projekt "Swinging Europe" med start i 1995 samt "Den Internationale Workshop for Billedkunst", som var en årlig tilbagevendende begivenhed i den gamle Remise fra 1993 og frem til 2010.
Disse aktiviteter var med til at opbygget et omfattende internationalt netværk blandt såvel billedkunstnere som musikere på et højt niveau.
Foreningen Kulturremisen fik med tiden flere fastansatte, som alle arbejder aktivt på projekternes gennemførelse.
Med restaureringen af den gamle Remise kommer Foreningen Kulturremisen til at spille en ny og udvidet rolle som støtteforening for fremtidens aktiviteter i RemisenBrande. Foreningen blev opløst i 2017 efter at have opfyldt sin rolle.

Restaureringen

RemisenBrande er en bevaringsværdig bygning, der udgør en væsentlig del af den danske kulturarv indenfor arkitektur og kulturhistorie.

Remisens istandsættelse & restaurering er blevet gennemført under kyndig vejledning og rådgivning fra Jørgen Overbys Tegnestue i Gram. Arkitekten har gennemført restaureringen med vægt på at bevare mest muligt af den atmosfære og stemning, der kendetegner en lokomotivremise.

Dette er blandt andet tilstræbt ved at bevare autentiske detaljer samt ved at underordne tilføjelser og fremhæve originalitet.

De store krav til teknik og funktion, som er en nødvendighed i et multifunktionelt kultur- & konferencecenter, har Jørgen Overbys Tegnestue ligeledes søgt at forene med ønsket om autencitet. Dette kommer eksempelvis til udtryk ved at der opstilles en "klimaskærm" bagved de istandsatte porte, i form af en glasvæg der skal fungere som ydervæg men ikke indskrænke oplevelsen af det store remiserum.

Taget er isoleret "ovenpå" således at tagkonstruktioner og spærfag også i fremtiden er synlige indvendigt. For at understrege bygningens historie er f.eks. publikumstoiletterne placeret i en dertil konstrueret togvogn, der holder på skinnerne. Gamle overflader bevares, så i fremtiden går man altså også rundt på det remisegulv som banearbejderne brugte i 1900-tallet.

Remiserummet adskilles af tre indvendige transparente glasvægge, der nok opdeler rummet men fortsat bevarer oplevelsen af "kæmperummet".

Restaureringen blev gennemført med økonomisk støtte fra blandt andet Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Brande Kommune, Ringkøbing Amt, RealDania samt en række lokale virksomheder.

Remisen som kulturhus

I september 2006 blev Brandes nyrestaurerede og storslåede Kultur- & Konferencecenter, RemisenBrande, indviet. RemisenBrande drives og ejes af RemisenBrande Fond, der er en erhvervsdrivende fond stiftet af Brande Kommune.

Den rustikke og bevaringsværdige erhvervsbygning med en fortid som lokomotivværksted er efter restaureringen blevet et spændende og utraditionelt tilbud til arrangører af kurser, konferencer, møder, selskaber, modeshows, udstillinger og messer.

RemisenBrande er velegnet til såvel store som små erhvervsarrangementer, og husets fleksible og moderne faciliteter er ideelle, hvis man ønsker at forene konferencer med udstillings- og messe aktiviteter.

RemisenBrande er et messecenter samt udstillingshal med et udstillingsareal på ca. 1400 m2.  Derudover er huset også et storslået musikhus med kulturelle oplevelser og tilbud til mennesker i alle aldre.

Gå på opdagelse i RemisenBrande

Prøv vores virtuelle rundvisning og dan et overblik over RemisenBrandes lokaler

Uforpligtende forespørgsel

bliv ringet OP med et uforpligtende tilbud