Tørfisk starter efterårets program

Efterårets program starter fredag den 10. aug. kl. 20.00 i RemisenBrande med intet mindre end soundtracket til Vestjylland, nemlig Tørfisk

Siden 1981 har Tørfisk leveret soundtracket til Vestjylland, og hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster.
Tørfisk forstår at komme ud over scenekanten og berøre hverdagsemner, som skydes lige fra hoften. Publikum kan aldrig vide sig helt sikre. Måske sidder man lige i skudlinjen – men kvartetten forstår at drille fra scenen på en god og sober måde.
Tørfisks koncerter bærer præg af en blanding af både det nye og det velkendte. For når man har et helt "Vesterhav" af numre i bagkataloget, er det svært at sige farvel til de gamle (gode) sange. Og så er der den simple grund, som de selv siger: "at de ikke mønstrer mere end tre-fire akkorder på strengeinstrumenterne", som netop de gamle numre er bygget op over.

Tørfisk udkom i 2017 med en ny CD "Vi ligger vandret", nummer 19 i rækken. Det blev også året, hvor sangene blev udgivet på kassettebånd, - i disse moderne tider, et helt "nyt" fænomen. Alle de nye sange fra CD'en er siden kommet med fra scenen og publikum synger med, hvilket fortæller at de nye sange også er "godkendt"
Orkestrets 19. udgivelse er en blanding af gammelt og nyt materiale. Ud over nye numre, der tager udgangspunkt i hverdagen i Thyborøn, tilbagetrukne hårgrænser og en fremskreden alder, indeholder CD’en og kassettebåndet også – for første gang i 16 år – livenumre fra to koncerter optaget i Enslev Forsamlingshus.

Billetter kan købes på:
www.brandebilletten.dk – RemisenBrandes kontor – Tlf.: 97 18 09 09 – Ikast Bibliotek – Visitherning.